momentet - til mænd, der ikke er færdige med at lege
  • Medier
  • Steder
  • Ting
  • Om Momentet
momentet - til mænd, der ikke er færdige med at lege
Medier
Steder
Ting
Om Momentet
  • Medier
  • Steder
  • Ting
  • Om Momentet
Steder

Sådan blender du ind til Distortion

– en bluffers guide til gadefesten

Du nærmer dig de 40. Du er måske ved at være lidt for gammel til Distortion. Men du plejede at elske den og sommerens andre gadefester, så hvorfor blive hjemme når solen brager ned over København, og bassens rytmer pumper, blot fordi du er flyttet til forstaden, og har fået styr på pensionsopsparingen?

Her kommer lidt tip til, hvordan du blender ind i mængden til Distortion, så det ikke bliver for pinligt, at du er mindst 15 år ældre end de fleste.

image

Du forsøger at være impulsiv som i gamle dage. Skriver (sms) til et par af vennerne, der plejede at være sikre følgesvende til gadefesten. Halvdelen svarer ikke, den anden halvdel skal hente børn eller hjem og slå søm i carporten.

Du ifører dig dine mest slidte All Stars – helst med huller. Er du lidt fancy tager du de Ultraboost på du lige har købt på nettet. Glipper det, finder du bare noget fra WoodWood, så falder du godt ind.
Klokken er 16. Du går afsted alene – mod Nørrebro, hvor musikken allerede spiller. Du ved godt at du ikke møder nogen du kender.

Du skal have en tattoo (evt. en fake). En hvor der står ”Forever” eller ”Dark Angel”. Helst med en skrift, hvor man skal lidt tæt på for at tyde bogstaverne. Så har du det at falde tilbage på.
Du skal også have solbriller på. Du tager et par på, der ligner alle de andres og som har kostet en halvtredser et sted du ikke kan huske. Men det kan de andre heller ikke. Det var sikkert på sidste års badeferie til Lloret del Mar.
image

For at være sikker på, at du ikke bliver opdaget som ham den 39-årige, der går alene til gadefest, siger du ”for wildest” og ”niceren” hele vejen fra Nørre Voldgade til Dronning Louises Bro. Ikke til nogen specielt eller om noget særligt.

På gaden køber du en Distortion t-shirt. Det virker som det rigtige at gøre, og så kan du vise de andre i skolen, at du var der. Ligesom når du ’glemmer’ at klippe dit turpas til Tivoli af i en uge.
På Dronning Louises Bro møder du rent faktisk en du engang har kendt! Han hedder Ronnie og står med sin dåseøl og rullende anlæg med Christiania flag på. Det gør han i øvrigt også til hverdag.
image

Du køber en tarvelig rosé og bunder den af flasken inden du er nået Sankt Hans Torv.
Du er der faktisk ikke for musikken, og kender ikke dem der optræder. Med mindre Medina kigger forbi.

Klokken er 17.30. Du er fuld nu og forsøger at danse foran en blokvogn. Du er lige ved at blive opdaget, da du kommer til at nynne Lambada ud af det blå.

Klokken er 18. Du pisser i en gadeport.

Du slingrer lidt rundt i gaderne som du kender så godt. Synes faktisk, der er lidt mange mennesker. Er det ikke lidt ulækkert, at de smider øldåser på gaden?

Klokken er 18.30. Festen må fortsætte uden dig. Du skal jo også hjem og spise aftensmad og på arbejde i morgen.
image

I S-toget hjem til forstaden opdaterer du din Instagram med noget om at være næsten 40 og på Distortion.


Gadefesten CPH Distortion afholdes hvert år i starten af juni. Onsdag på Nørrebro, torsdag på Vesterbro og fredag og lørdag på Distortion Ø – på Refshaleøen. Gadearmbånd koster 100 kroner og er blandt andet med til at sikre ordentlig oprydning i gaderne.

God fest til unge, og de der er lidt ældre.

 

1. juni 2016by Troels Johannesen
FacebookTwitterPinterestGoogle +Stumbleupon
Steder

Testino, glamour og 90’er drøm i København

Når man er mand og har været teenageknægt i 1990´erne vil man have drømt våde drømme om de fleste af de kvinder, som Mario Testino afbilleder og hvis portrætter nu er udstillet i Kunstforeningen Gl. Strand i København.

Udstillingen No Limits åbnede i sidste uge med Mario himself til stede, og det er da også en flot hilsen til København, at der nu for første gang er en soloudstilling med Testino. Selv siger Mario Testino – i pressemeddelelsen fra Gl. Strand – at titlen på udstillingen No Limits refererer til det frisind som Testino eftersigende har fundet i København de gange han har været i byen.

Om Testino selv er libertiner melder historien ikke noget om, men sikkert er det, at hans portrætter er blandt nogle af de mest kendte i modeverdenen. Kendte for deres reklamekulør og fokus på den solbrune krop, strandlivet, festen og glamouren, der har præget Testinos karriere.

6-Kate-Moss-London-2002-c-Mario-TestinoKate Moss, London 2002 © Mario Testino.

På Gl. Strand hænger ikoniske billeder af musen Kate Moss og andre topmodeller som Sienna Miller, Naomi Campbel, Claudia Schiffer og Gisele Bündchen og vidner om, at Testino har fotograferet klodens smukkeste kvinder i årtier. Det har han gjort for nogle af verdens førende modemagasiner som Vanity Fair og Vogue, der er kendte for deres overdådige billedserier, og som huser andre af verdens førende portrætfotografer.

Testinos verden er inspireret af de unge, de rige og de smukke. Hvis modellerne har tøj på er det oftest i stiletter, gallakjoler og diamanter. Og så er billederne inspireret af stranden i Rio de Janeiro, og i nogle af billederne kan man nærmest dufte det varme sand og olierede solbrune kroppe. Noget man kan rendyrke i en af Testinos mange coffee table books.

Testinos billeder – både dem til magasiner og til reklamekampagner for fx Gucci og Versace – emmer af svulstighed og sex, og ikoniserer den periode i særligt 1990´erne og starten af dette årtusinde, der for alvor var topmodellernes storhedstid.

4-Kate-Moss-London-British-Vogue-2008-c-Mario-Testino_edited-2Kate Moss, British Vogue, London 2008  © Mario Testino.

Men udstillingen på Gl. Strand viser også de kongelige portrætter som Mario Testino har taget af fx kronprinseparrene i Danmark, England, Norge og Holland. Det er ikke der, hvor Mario Testinos billeder gør sig bedst i udstillingen. Stilsikkert og rigtigt, ja. Men langtfra stranden i Rio og champagnefestern i New York. Kun det pompøse har billederne til fælles, og i udstllingen er de royale lidt klemt inde mellem modebranchens bedst kendte.

Testino-udstillingen på Gl.  Strand er fordelt på alle tre etager, og øverst når iagttagerne til lystens hule, hvor Testinos nudes, nøgenportrætter vises. Find fx nøgne eller halvnøgne udgaver af Kate Moss, Sienna Miller, Cameron Diaz og Demi Moore. Det er her teenagedrømmene får frit løb.

Udstillingen No Limits kører – helt i Testinos ånd – sommeren over og lukker ned 18. september.

19. maj 2016by Troels Johannesen
FacebookTwitterPinterestGoogle +Stumbleupon
Steder

Forårsforelsket i Værnedamsvej

Den anden dag havde jeg et heldagsmøde i Værnedamsvej, og det blev mere end bare en dag ud af kontoret. Det blev til en genopdagelse af en af mine københavnske favoritgader, en tilbagevenden til en gade jeg har brugt meget, men nu besøger alt for sjældent.

På sådan en dag, hvor solen skinnede, hvor folk myldrede i gaderne og det hele emmede af liv og sommer, er Værnedamsvej svær at ikke at holde af.

Jeg bor i forstaden. Og selvom jeg kommer i byen hver dag når jeg tager på arbejde, er det efterhånden sjældent, at jeg for alvor får brugt byens gader. På den der måde, hvor man bruger både tid og energi på at indånde gadens stemning, se ordentligt efter og lægge mærke til gadens særkende og de mange små butikker, der fx gør Værnedamsvej til noget særligt.

Mit møde foregik hos boghandlen Thiemers Magasin, der retteligt ligger i Tullinsgade. I boghandlen finder man både enkelte bestsellers, men også smalle digtsamlinger, fotobøger og andet godt til den intellektuelle, kreative klasse. Lejer man det lille mødelokale bagtil, serverer indehaveren Rikke Viemose god stempelkaffe i kopper fra Playtype i Værnedamsvej, og mødedeltagerne kan bruge den lille baggård. Thiemers Magasin en af de (få) små moderne boghandlere, hvor man godt gider bruge sine bogpenge, frem for hos Amazon og Saxo. Og fra tid til anden er der bogreceptioner og politiske debatter i boghandlen, og det gør ikke konceptet dårligere.

imageThiemers Magasin i solskin

Værnedamsvej er et lille stykke Paris på grænsen mellem Vesterbro og Frederiksberg. Trafikken går i begge retninger i gaden, og det skaber både lidt kaos, men også ægte liv. Og så skyldes det iøvrigt, at gaden ligger præcis på kommunegrænsen mellem København og Frederiksberg, og kommunerne kan ikke enes om, hvilken vej gaden evt skal ensrettes.

Den franske skole, hvor byens fransktalende børn sendes i skole, delikatessebutikken Le Gourmand og resturanten Les Trois Cochon (De tre små grise) gør endnu mere til pariserstemningen – fortovscafeerne, bageren og vinhandlen gør det sidste. Værnedamsvej er en af de få gader I København, der er en god blanding af helt almindelig gade med ukrukkerede butikker, der kunne ligge hvor som helst. Og så nye hippe flagship stores som Playtype og Aesop, skønhedsbutikken, der kun placerer sig i de hippeste gader i verden. Ikke underligt, at VisitCopenhagen gerne praler med Værnedamsvej.

Værnedamsvej er ikke billig. Den nu hedengange frugt og grønt-butik Kiwi & Mango var berygtet for sine priser, hvor en grapefrugt let kostede en 20’er og hvor de fleste kunne købe sig fattig i et pund jordbær. Igennem årene har ‘den danske marquis’ strollet ned gennem Værnedamsvej for som en anden flaneur at købe dagens buket i gadens skiftende blomsterhandlere. I dag ligger Blomsterskuret midt i gaden – gå ind og tag en dyb indånding i ‘skuret’, hvis du kommer forbi. Det er gratis.

imageSmil fra Blomsterskuret

Værnedamsvej har en herlig blanding af moderne cafeer, barer og restauranter. På en fredag aften, kan man om sommeren få det hele. Les Trois Cochons Og Mama Ludbas i den ene ende af gaden serverer klassisk fransk og italiensk mad til rimelige priser. Og i den anden ende kan man på Café Viggo få byens billigste fadøl og undertiden opleve dans på bordene i weekenden. Over for frister vinbaren Falernum med dejlig stemning og god vin i glasset, der særligt på en sommeraften krydres af glade festrygere, der fylder fortovet.

Hvis du slutter din dag i Værnedamsvej på Falernum, er du muligvis startet på Granola. Midt i gaden har cafeen plantet sig som et naturligt centrum for folk, der gerne vil se og ses på, fx fra stolene på fortorvet, hvor der ikke er langt til at bestille den næste kaffe gennem det åbne vindue ind til baren. Cafeen er klassisk fransk, og serverer en god blanding af danske og franske retter. Om morgenen kan du få grød og skyr – om dagen kan du fx få croque monsieur og tatar.

imageKaffe på Granola

Hvis du ikke lige har en weekend i Paris i kalenderen, så hop på cyklen og tag et par timer i Værnedamsvej. Du kunne gå hen og blive forelsket.

15. maj 2016by Troels Johannesen
FacebookTwitterPinterestGoogle +Stumbleupon
Steder

Mærk stemningen fra FCK’s pokalsejr

fck 1

I går var der pokalfinale mellem FCK og AGF, og det en af de dage i Parken jeg vil huske.

Jeg har altid været fan af FCK, og har fulgt klubben siden starten i 1992. Så der har været mange store kampe og mange op – og nedture. Nu har jeg sæsonkort til nedre c, hvor mange af de, der altid har fulgt klubben har sæde, og derfor får jeg set flere kampe live end tidligere.

Vi er en god flok bestående af mænd – og en enkelt kvinde – på min egen alder, og som alle har børn og nok at se til i hverdagen, så det er altid en fornøjelse at få sunget lidt sange og set noget fodbold sammen.

I går var der så brag mellem klubberne i landets to største byer i pokalfinalen. Vi var forvist fra vores sædvanlige pladser, og må se kampen bag det ene mål og højere end vi plejer. Men til gengæld var der en helt særlig stemning, og mere røg og damp end der plejer at være.

Det har min gode ven (og FCK-fan), fotograf Teis Bruno heldigvis indfanget, så du kan få lidt af stemningen fra braget.

_DSF2140

Kampen er i gang. Romerlys, flag, balloner og konfetti. Perfekt pokalstemning i Parken.

_DSF2155

Ok, vi kunne ikke se de første fem minutter af kampen for røg, og det nev lidt i luftvejene, men det satte nu bare en særlig scene.

_DSF2165

Flag og bannere ser nok bedst ud på afstand. Her min udsigt i dele af kampen..

_DSF2210

I anden halvleg brød forårssolen frem bag Parkens betonmure, og 2-1 sejrsmålet blev scoret et kvarters tid før tid, hvor jublen kunne bryde løs. Her tiljubles spillerne efter kampen.

Håneretten er på vores side, og vi forlader Parken med oprejst pande, og tro på, at FCK om et par uger også kan kalde sig danmarksmester 2016.

Se sammendrag fra kampen her.

6. maj 2016by Troels Johannesen
FacebookTwitterPinterestGoogle +Stumbleupon
Page 2 of 2«12

Momentet på Instagram

Indlæs mere...

Tilmeld nyhedsbrev

Seneste indlæg

  • Tag på herretur til Madrid
  • TechcBBQ: Follow the money
  • Family friendly apartment in Copenhagen
  • Sådan får du (måske) billetter til Wimbledon
  • Hey brother: Aviciis liv og død i musik
  • Hvilken pris vil du betale for HBO og Netflix?
  • Lær digitalt mådehold af dit Instagram-barn
  • 6 spørgsmål til dit digitale public affairs-arbejde
  • Kaos med pengeoverførsler: PayPal med kæmpe imageproblem
  • Her er 8 rejsetips til dejlige Torino

Kategorier

  • Medier
  • Oplevelser
  • Steder
  • Ting

Arkiver

  • oktober 2018
  • september 2018
  • august 2018
  • juli 2018
  • juni 2018
  • april 2018
  • marts 2018
  • oktober 2017
  • april 2017
  • december 2016
  • november 2016
  • oktober 2016
  • august 2016
  • juli 2016
  • juni 2016
  • maj 2016
  • april 2016

 

Skriv til Momentet

momentetdk@gmail.com
Momentet.dk er en blog til mænd, der ikke er færdige med at lege. Momentet.dk er (mest) til mænd. Mænd, der ikke er helt unge længere, men måske har unger. Jeg skriver til mænd, der gerne vil følge med, og som bruger tid på sig selv og sit.

Vi skriver om

Aktier Anmeldelse Bearbricks Berlin Børn clubbing Design Digitalt ferie festival Fodbold Forretning Fotografi Ibiza instagram Italien Kampagner Kommunikation Konferencer Kunst København Legetøj Lobbyisme London lufthavne Madrid Mode Musik New York Politik Rejser Restaurant snapchat Sneakers Sociale medier sommer Sport Streaming Street art Tech Tennis TV USA Vin

kontakt momentetdk@gmail.com