Berlin er stadig Europas mest rå metropol. Med masser af skæve eksistenser, et kæmpe kulturudbud og et urbant rum, der levner plads til kreativitet, har street art gode betingelser i tyskernes hovedstad.
Man behøver blot at have været turist i et par dage for at kunne se noget af det bedste europæiske street art i Berlins forskellige kvarterer, og det kan sagtens konkurrere med ture rundt på byens gallerier.
Gå for eksempel på opdagelse i Kreutzberg, Friedrichshain, Prenzlauerberg og Mitte og find både upcoming gadekunstnere og etablerede og kendte street artists, hvis værker sælges dyrt på internationale auktioner. Selv gadekunstens ukronede konge Banksy, har været i Berlin, hvor han blandt andet malede The Flower Thrower, der siden er blevet et ikon i moderne gadekunst.
Overalt i Berlin kan man – hvis man kigger efter – finde street art af enhver art. Fra intetsigende tags, til mainstream gadekunst inspireret af alt fra Warhol til 80’ er grafitti og avancerede værker, der tager måneder at forberede.
Mine favoritter de ’pieces’, der i sig selv fortæller en lille historie, er et stykke politisk kunst eller et opråb i samtiden. Eller dem, der bare er godt tænkt og dekorative.
Der er naturligvis mange genrer af gadekunst. Mine favoritter er ofte dem, der er lavet som ”stencil graffiti’, hvor motivet skæres ud i pap eller papir og, hvor der så spraymales på mure eller andet og efterlader et lille stykke kunst. Det er som oftest den stil Banksy benytter, og her er et eksempel fra Friedrichshain fra kunstneren Room 2.
Et par af de andre populære metoder inden for street art i Berlin er såkaldt ’wheat paste’ og ’sticker art’. For begge metoders vedkommende gælder, at kunstnerne producerer deres værker, og så klæber dem op på byens vægge. Det gør ofte, at disse værker er mere detaljerede og finpudsede end almindelig graffiti, fordi de kan laves i ro og mag.
Her er et par eksempler fra Friedrichshain og Prenzlauerberg fra ukendte kunstnere og fra kunstneren Ostap.
BAM! Kunstner ukendt.
Der er langt fra de små værker, der dukker op og måske hurtigt forsvinder igen i Berlins gadebillede, og så til de store værker på husgavle, der bliver ikoniske og nærmest kommer til at tjene som vartegn for det kreative Berlin. Et af disse er kunstneren BLU’s værker Murals, der i 2008 blev malet på en kæmpe husvæg i Kreutzberg. Den nåede at leve til slut 2014, hvor den midt om natten blev malet komplet over med sort maling, og skabte ”landesorg” blandt Berlinske art street elskere.
Et andet eksempel på et stykke street art, der er blevet ikonisk er ’Astronaut Cosmonaut’ af danskboende Victor Ash, der hænger på Mariannenstrasse i Kreutzberg. Det fabelagtige håndmalede maleri, der blev lavet i 2007 måler over 22 meter i højden. Værket er berømmet som et af de vigtigste street art værker i Berlin. Den dag hyres Victor Ash til at lave gavlmalerier mange steder i verden, og har blandt andet lavet værker i Amsterdam og København. Astronaut Cosmonaut kan stadig nydes i Berlin, og hvis du er i nærheden, skal du ikke snyde dig selv for oplevelsen af den svævende ven under Berlins himmel.
Det er sjovt at gå på opdagelse i Berlins gade og kigge efter street art. Det gemmer sig over alt, og når man først har indstillet øjet efter det, er det en skæg måde at opleve byen på. Har man ikke tålmodighed til selv at finde de spændende værker, eller bare gerne vil kende historierne bag, kan du også booke dig ind på guidede ture rundt i byen – det er gratis. Har ikke prøvet det, men hører gerne fra folk, der har taget turen.
Efterhånden som Berlin udvikles yderligere, de forladte bygninger bliver færre og kommercielle interesserer udnytter byens rum, bliver der nødvendigvis mindre albuerum til de store værker som BLU’s vægmalerier. Men Berlin er en smeltedigel og et mekka for street artists, og vil forhåbentlig være det i mange år fremover.