Det er nemt, hurtigt og lækkert at tage til Sydfrankrig. Især til Nice er der mange fly fra Danmark og så er det bare om at komme afsted og nyde Provence og den blå kyst med base i byen med en af Europas længste strandpromenader. Her er nogle få men velvalgte tips til Nice.
Hvad enten du er til sol, strand, bjerge, eller byliv med masser af gode restauranter så er Nice det rigtige valg. For her kan du på under en time i bil komme til både hjertet af Provence med små idylliske landsbyer, til Verdon-kløften og sågar både Italien og Monaco. Eller du kan naturligvis dase på strandene omkring Nice i Antibes, St. Tropez og Cannes.
Et godt udgangspunkt for en rejse til Nice er at bo på hotel centralt i byen, leje en bil (ca. 500 kroner i døgnet for en bil i Golf størrelsen) og så ellers tage på både små og længere ture.
Vælg de bedste strande
Hvis du er taget til Nice for at tage på stranden, er det en god idé at gøre en lille indsats for at vælge de rigtige strande. For den store bystrand i byen Nice er måske nok interessant at se på, men knap så hyggelig at bruge dagen på: Der er simpelthen for mange mennesker og gøgl og ballade. Så hvis du har mulighed for det, så tag enten bilen eller tog eller bus lidt væk fra byen, og nyd fx de mindre strande Paloma Beach på halvøen Cap Ferrat en halv times kørsel fra downtown Nice eller stranden ved Villefrance Sur-Mere, der også ligger uden for byen og har et mere roligt tempo end stranden ved Promenades des Anglas, der løber langs hele kyststrækningen i Nice.
Er du til en ca. 45 minutters køretur er der også fine mindre strande i Antibes. Fx La Garoupe, hvor der både er et stykke med offentlig strand, og private områder, hvor man skal betale for brug af liggestole. Det kan godt koste op mod 35-40 euro pr. person pr. dag, så hvis du gerne vil spare den udgift, så sørg for at medbringe egne håndklæder og en parasol til at skærme for den skarpe Middelhavssol.
Hvis du skal have lidt kultur
Nice er måske ikke byen der er mest kendt for sine museer, og det var da heller ikke derfor vi var kommet. Men der er dog en række fine museer med blandt andet Matisse og Chagall. Da vi var der fik vi set et par ting, der var værd at skrive hjem om – også selvom det var 30 grader varmt.
På Cap Ferrat med udsigt til den fantastiske bugt, der vender siden til byen Nice, ligger Villa Ephrussi de Rothschild. En gigantisk villa opført i 1905 i barok stil til den franske baronesse Béatrice de Rothschild. Til villaen hører ni haver med hver deres tema og alle med fantastisk udsigt over have til begge sider på halvøen. Den er et besøg værd.
Er du mere til klassisk kunst, så tag turen til Antibes. Her ligger det lille Picasso museum, der både indeholder værker af den spanske kunster og af andre moderne kunstnere. Piccasso boede her i kort periode – deraf hjemstedet. Bygningen, der huser museet, er særpræget og i sig selv et besøg hver. Antibes huser også et fint (men dyrt) marked, hvor man kan købe ost, pølse mv i byens gamle område tæt på museet, og der er mange små cafeer, hvor man for alvor kan indånde den særlige fine fornemmelse det er at være ved Cote d’Azur.
Tag på tur, men læg ruten hjemmefra
Hvis du har base i Nice, er der mulighed for mange fine ture. Du kan både tage ud i Provence og besøge vinbønder, se lavendelmarker og spise godt i de små landsbyer som Vence og Cotignac. Eller du kan tage op i bjergene eller til Verdon kløften, der kun ligger små to timer i bil fra Nice. Her kan du få fantastiske naturoplevelser, du kan ro i kajak eller vandcykel i bjergsøen eller du kan bade sammen med de mange franskmænd, der tager hertil om sommeren.
Men husk at lægge ruten først. Verdon kløften er stor og vejene dertil er ad snoede bjergveje, og har du ikke helt styr på, hvor du skal hen, kører du nemt mange kilometer forgæves 😉. For mere information om, hvordan bedste besøger George du Verdon, læs dette blogindlæg.
Masser af gode restauranter i Nice
Der er – selvfølgelig – noget for enhver smag når det kommer til at spise ude i Nice. Også her er det en god idé at researche først, så du undgår turistfælder eller steder, der bare ikke er gode nok til prisen. For du kan få så meget bedre.
I den gamle bydel – Vielle Nice – er der både rigtig gode spisesteder, og mere turistprægede steder. Men i gaden Rue Bonaparte lidt nord for færgehavnen (hvor færgen til Korsika sejler) er der mange gode små restauranter, cafeer og barer – det er gaden med den blå vejbelægning på billedet herunder. Lad mig blandt andet anbefale Comptoir Central Electrique, der både har god mad og (rigeligt) god vin til rimelige priser.
Har du lyst til fisk er der naturligvis mange gode steder i havnebyen Nice. Vi tog på Peixes – en lille uanselig restaurant omgivet af turiststeder i den gamle bydel, men den var fremragende, og jeg kan godt forstå, at den fremhæves af Tripadvisor.
Nu har du fået et par små tips til din tur til Nice, Provence og Cote d’ Azur. Så er det bare om at komme afsted. Bon Voyage!