Tennisturneringen Wimbledon lidt uden for London er måske verdens mest prestigefyldte, og blandt andet derfor er det også svært at skaffe billetter. Men det kan lade sig gøre – også uden at bruge en formue eller at have de helt rigtige forbindelser i det engelske tennismiljø.
Vil du se verdensklassetennis med Roger Federer, Rafael Nadal og Caroline Wozniacki, så er det oplagt at prøve at tage til London i starten af juli måned, hvor der hvert år afholdes grandslam-turneringen Wimbledon, som har fundet sted siden 1886.
[maxbutton id=”2″]
Men for at komme gennem nåleøjet er det vigtigt, at du gør dig nogle ting klart, researcher og ikke mindst; væbner dig med tålmodighed.
For danskere, der ikke lige er connected med sponsorer, tenniskändisser eller har presseakkrediteringer, er det faktisk muligt at komme til at se tennis, også uden at bruge hele feriebudgettet.
Der er primært tre måder at tilegne sig Wimbledon-billetter
- Du kan forsøge at finde et rejsebureau, der laver pakkerejser, hvor du køber hotel, fly og billetter til Wimbledon samtidig. Det er klart den dyreste omgang, og kan hurtigt løbe op i 5-6000 pr. person, hvis det fx er billetter til Centre Court
- Den anden mulighed er at deltage i et lotteri, der starter allerede i november året før turneringen. Her trækkes der lod om at få lov til at købe billetter. Der er både et lotteri for englængere og et for udlændinge. Jeg har ikke prøvet lotteriet, så kan ikke udtale mig om chancerne, men har hørt, at særligt puljen til udenlandske gæster er ret lille. Følg med på Wimbledon.com for at holde dig opdateret. Ticketmaster har nogle (men ikke mange) billetter til salg dagen før kampene spilles – disse sættes til salg klokken 9 om morgenen.
- Den bedste – men også mest krævende – chance for at få billet er gennem den offentlige kø til Wimbledon. Det var sådan jeg kom ind og se Caroline Wozniacki spille i anden runde her i 2018, og derfor gør jeg lidt mere ud af den forklaring.Først og fremmest skal du tidligt op. Wimbledon kører med et lidt old school, men ret charmerende gammeldags køsystem, hvor man kan stå tidligt op, stille sig i kø på en græsmark, og hvis alt går som det skal, komme ind på anlægget flere timer efter. Min datter og jeg stod op klokken seks, tog metroen fra det centrale London mod Wimbledon (District Line, stå af på Soutfields). Vi var klar i køen ca. kl. 7.30, og der fik vi udleveret køkort nr. 6330 – dvs MANGE mennesker var stået tidligere op end os, eller havde camperet fra dagen før (det er også muligt – kræver endnu mere viljestyrke).Køen til Wimbledon er lidt en institution i sig selv, og det er faktisk ganske hyggeligt, selvom man måske ikke lige tænker det om at sidde i kø på en græsmark. Men der er boder til kaffe og mad, udmærkede toiletforhold og god stemning. Det hjalp naturligvis, at vejret var godt da jeg var der..Englænderne forbereder sig til dagen i køen. Der er frokostkurve med, champagne, skovturstæpper, spil og badminton og tennissæt til at fordrive tiden med. Hvis du tager køen, så sørg for at proviantere, tag spil, bøger mv med. Din smartphone kan ikke holde batteri hele dagen, så tag også en powerbank med.
Vi sad i køen i små fem timer. Lang tid, ja, men det gik faktisk okay hurtigt og var lidt en oplevelse i sig selv. Jeg vil dog bestemt ikke anbefale det for mindre børn, der ikke er tålmodige. Min datter på 11 år klarede det med bravour, men jeg tror ikke man skal være yngre en 10 år for at kunne holde det ud. I øvrigt er børn på under tre år slet ikke forment adgang til selve tennisbanerne på Wimbledon.
Når man så har stået i kø i x antal timer, bevæger slangen af mennesker sig ind mod selve det gigantiske Wimbledon-anlæg. Her skal man gennem security og betale ca. 25 pund pr. person som adgangsbillet til anlægget. Det er at sammenligne med Tivoli, hvor du betaler entré, men altså ikke har betalt for selve forlystelserne.
Når du er inde på anlægget mærker man for alvor den store buzz, og historiens vingesus på det berømte anlæg. Men du har stadig ikke fået billetter til det store stadions.
Det er nemlig sådan, at du skal have billet til at se kampene på Centre Court, Court 1 og Court 2, der er de store baner – og der, hvor de bedste spillere altid spiller. Federer spiller fx kun på Centre Court. Og det er her dit problem opstår, for hvis du ikke har en billet i forvejen (og så havde du ikke behøvet at stå i kø), så er det stadig svært at få en billet til de tre stadions. Du orientererdig i hvem der spiller hvor, via Wimbledon’s officielle app under ’order of play’ – det er helt afgørende, at du har styr på order of play (der udgives aftenen før), så du ved hvad du skal gå efter. Du kan også se det i de officielle trykte programmer, der sælges i køen.
Vi ville på Court 1 og se Caroline Wozniacki, og havde altså brug for en billet. Men da hun allerede spillede anden kamp på Court 1 (kampene på de tre store stadions starter kl 13), var vi presset på tid. Billetkontoret ved indgangen meldte alt udsolgt, hvilket var forventeligt (de kunne have haft nogle få, men altså ikke her). Tilbage var muligheden for at få fat i de såkaldte Re-sale billetter.
Re-sale billetter er en måde at sørge for, at folk (som os) der ikke havde fået fat i forsalgsbilletter til de tre store baner, kan komme ind og se de største kampe, og samtidig undgå sortbørs-handel. Salget fra Re-sale billetterne går til velgørenhed, og det er jo super sympatisk. Ulempen ved dem som tilskuer er, at du simpelthen ikke ved, hvornår de bliver frigivet. Salget af disse billetter starter kl 15. hver eftermiddag, og fungerer sådan, at når folk med billetter forlader de tre tennisstadions, så bliver billetterne skannet, og deres billetter kan så sælges igen. Så det er med at have styr på dels, hvad du gerne vil se, på hvilket stadion, og så ellers stille dig i kø – igen.
Fordi salget af Re-sale billetter starter kl. 15, sætter folk sig i kø allerede fra når de kommer ind på anlægget. Dvs allerede fra i hvert fald middagstid. Hvis du vil stå langt fremme i re-sale køen, kan du således være nødt til at gå direkte fra indgangen til den næste kø, og sidde der til klokken mindst 15 indtil de første billetter fra Centre Court, Court 1 og Court 2 frigives.
Er I flere afsted, kan det derfor godt betale sig, at een sætter sig i re-sale køen, også selvom der ikke er garanti for at I får billetter til det rigtige stadion allerede kl. 15. Til gengæld koster re-sale billetterne kun 10 pund stykket, og kommer du ind fx klokken 16, er der stadig 4-5 timers god tennis at se på stadion.
Mens en står i kø, kan andre besøgende gå rundt og nyde Wimbledon-stemningen. På alle andre baner end de tre nævnte stadions, kan man gratis gå ind og se kampene. Det er både herresingle, damesingle og dobbeltkampene, og det er også en sjov og god oplevelse, selvom det ikke er de allerstørste navne, der spiller på disse baner.
Og så kan du følge de største kampe fra Centre Court og Court 1 på den såkaldte Murray-hill, bakken, hvor man fra storskærm kan følge slagets gang. Fx så vi en del af Federers andenrundekamp ligesom Serena Williams var på mens vi ventede sammen med hundredevis af andre besøgende, der bruger en dag på anlægget som en slags skovtur og socialt samvær.
Wimbledon har god forplejning, og man står rent faktisk (heldigvis!) ikke også længe i kø til mad, kaffe og drikkevarer. Snyd ikke dig selv for de traditionsrige jordbær med fløde og en kold Pims i solen.
Det kræver blod, sved og en masse tålmodighed at tage til Wimbledon uden billet, men det er en kæmpe oplevelse, så hvis du virkelig interesserer dig for tennis, så er det bare om at komme afsted.
Held og lykke
Leave a Comment