Når man er mand og har været teenageknægt i 1990´erne vil man have drømt våde drømme om de fleste af de kvinder, som Mario Testino afbilleder og hvis portrætter nu er udstillet i Kunstforeningen Gl. Strand i København.

Udstillingen No Limits åbnede i sidste uge med Mario himself til stede, og det er da også en flot hilsen til København, at der nu for første gang er en soloudstilling med Testino. Selv siger Mario Testino – i pressemeddelelsen fra Gl. Strand – at titlen på udstillingen No Limits refererer til det frisind som Testino eftersigende har fundet i København de gange han har været i byen.

Om Testino selv er libertiner melder historien ikke noget om, men sikkert er det, at hans portrætter er blandt nogle af de mest kendte i modeverdenen. Kendte for deres reklamekulør og fokus på den solbrune krop, strandlivet, festen og glamouren, der har præget Testinos karriere.

Kate Moss, London 2002 © Mario Testino.

På Gl. Strand hænger ikoniske billeder af musen Kate Moss og andre topmodeller som Sienna Miller, Naomi Campbel, Claudia Schiffer og Gisele Bündchen og vidner om, at Testino har fotograferet klodens smukkeste kvinder i årtier. Det har han gjort for nogle af verdens førende modemagasiner som Vanity Fair og Vogue, der er kendte for deres overdådige billedserier, og som huser andre af verdens førende portrætfotografer.

Testinos verden er inspireret af de unge, de rige og de smukke. Hvis modellerne har tøj på er det oftest i stiletter, gallakjoler og diamanter. Og så er billederne inspireret af stranden i Rio de Janeiro, og i nogle af billederne kan man nærmest dufte det varme sand og olierede solbrune kroppe. Noget man kan rendyrke i en af Testinos mange coffee table books.

Testinos billeder – både dem til magasiner og til reklamekampagner for fx Gucci og Versace – emmer af svulstighed og sex, og ikoniserer den periode i særligt 1990´erne og starten af dette årtusinde, der for alvor var topmodellernes storhedstid.

Kate Moss, British Vogue, London 2008  © Mario Testino.

Men udstillingen på Gl. Strand viser også de kongelige portrætter som Mario Testino har taget af fx kronprinseparrene i Danmark, England, Norge og Holland. Det er ikke der, hvor Mario Testinos billeder gør sig bedst i udstillingen. Stilsikkert og rigtigt, ja. Men langtfra stranden i Rio og champagnefestern i New York. Kun det pompøse har billederne til fælles, og i udstllingen er de royale lidt klemt inde mellem modebranchens bedst kendte.

Testino-udstillingen på Gl.  Strand er fordelt på alle tre etager, og øverst når iagttagerne til lystens hule, hvor Testinos nudes, nøgenportrætter vises. Find fx nøgne eller halvnøgne udgaver af Kate Moss, Sienna Miller, Cameron Diaz og Demi Moore. Det er her teenagedrømmene får frit løb.

Udstillingen No Limits kører – helt i Testinos ånd – sommeren over og lukker ned 18. september.

Den anden dag havde jeg et heldagsmøde i Værnedamsvej, og det blev mere end bare en dag ud af kontoret. Det blev til en genopdagelse af en af mine københavnske favoritgader, en tilbagevenden til en gade jeg har brugt meget, men nu besøger alt for sjældent.

På sådan en dag, hvor solen skinnede, hvor folk myldrede i gaderne og det hele emmede af liv og sommer, er Værnedamsvej svær at ikke at holde af.

Jeg bor i forstaden. Og selvom jeg kommer i byen hver dag når jeg tager på arbejde, er det efterhånden sjældent, at jeg for alvor får brugt byens gader. På den der måde, hvor man bruger både tid og energi på at indånde gadens stemning, se ordentligt efter og lægge mærke til gadens særkende og de mange små butikker, der fx gør Værnedamsvej til noget særligt.

Mit møde foregik hos boghandlen Thiemers Magasin, der retteligt ligger i Tullinsgade. I boghandlen finder man både enkelte bestsellers, men også smalle digtsamlinger, fotobøger og andet godt til den intellektuelle, kreative klasse. Lejer man det lille mødelokale bagtil, serverer indehaveren Rikke Viemose god stempelkaffe i kopper fra Playtype i Værnedamsvej, og mødedeltagerne kan bruge den lille baggård. Thiemers Magasin en af de (få) små moderne boghandlere, hvor man godt gider bruge sine bogpenge, frem for hos Amazon og Saxo. Og fra tid til anden er der bogreceptioner og politiske debatter i boghandlen, og det gør ikke konceptet dårligere.

Thiemers Magasin i solskin

Værnedamsvej er et lille stykke Paris på grænsen mellem Vesterbro og Frederiksberg. Trafikken går i begge retninger i gaden, og det skaber både lidt kaos, men også ægte liv. Og så skyldes det iøvrigt, at gaden ligger præcis på kommunegrænsen mellem København og Frederiksberg, og kommunerne kan ikke enes om, hvilken vej gaden evt skal ensrettes.

Den franske skole, hvor byens fransktalende børn sendes i skole, delikatessebutikken Le Gourmand og resturanten Les Trois Cochon (De tre små grise) gør endnu mere til pariserstemningen – fortovscafeerne, bageren og vinhandlen gør det sidste. Værnedamsvej er en af de få gader I København, der er en god blanding af helt almindelig gade med ukrukkerede butikker, der kunne ligge hvor som helst. Og så nye hippe flagship stores som Playtype og Aesop, skønhedsbutikken, der kun placerer sig i de hippeste gader i verden. Ikke underligt, at VisitCopenhagen gerne praler med Værnedamsvej.

Værnedamsvej er ikke billig. Den nu hedengange frugt og grønt-butik Kiwi & Mango var berygtet for sine priser, hvor en grapefrugt let kostede en 20’er og hvor de fleste kunne købe sig fattig i et pund jordbær. Igennem årene har ‘den danske marquis’ strollet ned gennem Værnedamsvej for som en anden flaneur at købe dagens buket i gadens skiftende blomsterhandlere. I dag ligger Blomsterskuret midt i gaden – gå ind og tag en dyb indånding i ‘skuret’, hvis du kommer forbi. Det er gratis.

Smil fra Blomsterskuret

Værnedamsvej har en herlig blanding af moderne cafeer, barer og restauranter. På en fredag aften, kan man om sommeren få det hele. Les Trois Cochons Og Mama Ludbas i den ene ende af gaden serverer klassisk fransk og italiensk mad til rimelige priser. Og i den anden ende kan man på Café Viggo få byens billigste fadøl og undertiden opleve dans på bordene i weekenden. Over for frister vinbaren Falernum med dejlig stemning og god vin i glasset, der særligt på en sommeraften krydres af glade festrygere, der fylder fortovet.

Hvis du slutter din dag i Værnedamsvej på Falernum, er du muligvis startet på Granola. Midt i gaden har cafeen plantet sig som et naturligt centrum for folk, der gerne vil se og ses på, fx fra stolene på fortorvet, hvor der ikke er langt til at bestille den næste kaffe gennem det åbne vindue ind til baren. Cafeen er klassisk fransk, og serverer en god blanding af danske og franske retter. Om morgenen kan du få grød og skyr – om dagen kan du fx få croque monsieur og tatar.

Kaffe på Granola

Hvis du ikke lige har en weekend i Paris i kalenderen, så hop på cyklen og tag et par timer i Værnedamsvej. Du kunne gå hen og blive forelsket.

Instagram har chokeret de 400 mio. brugere verden over, der dagligt bruger tjenesten. På få år er Instagram blevet et af de mest brugte sociale medier. Spørgsmålet er nu om brugerne kan finde app´en på deres smart phone.

For i går ændrede Instagram deres logo. Fra den gammelkendte brune app inspireret af et polaroid kamera – ja sådan et der på papir fremkaldte med det samme, instant – har man valgt at skifte til et ikon, der bedst kan beskrives som en blanding mellem en filur-is, en regnbue og et uheld i malerbutikken.

Her kan du se en lille film fra Instagram om ændringen:

A New Look for Instagram

We have a new look! You’ll see an updated icon and app design for Instagram. Inspired by the previous app icon, the new one represents a simpler camera and the rainbow lives on in gradient form. Learn more about the story behind the design: https://medium.com/@ianspalter/designing-a-new-look-for-instagram-inspired-by-the-community-84530eb355e3#.f1htuhgj8

Hvis du bare har lidt god smag, vil du nok undre dig over, hvorfor den Facebook-ejede virksomhed har taget så drastisk et skridt. Og her kommer mine fem gode grunde til, hvorfor ændringen er en virkelig dårlig idé:

1. Der er ikke behov
   Man kan sagtens sætte sig ind i, at en virksomhed med jævne mellemrum har behov for at rebrande sig eller genopfinde sig selv. Det er bare ikke nødvendigt for Instagram. Hvert år er der op mod 50 mio. flere brugere, der hver måned enten selv uploader bileder eller tjekker andres. Det er en kæmpe tilvækst, og ikonet som optræder på webistes i et hav af brancher er netop blevet ikonisk – noget folk genkender med det samme.
2. Det gør man bare ikke
   Tænk hvis Facebooks ikon skiftede til rød. Tænk hvis Twitters blev gul, og SnapChats blev grøn. Man ændrer ikke noget, så fundamentalt over night. Vel i virkeligheden ligesom hvis MCDonalds logo pludselig blev grønt og blåt eller hvis Danske Banks blev gult (ok, det har man faktisk prøvet i en kampagne for at komme af med sit gebyrgrib image..).De bedste logoer – og Instragrams kunne være et af dem –  skal kun ændres gradvist over tid. Nu ændrer man et logo, der er mere kendt end de fleste af verdens flag – never change a winning team.
3. Det skaber rod i instinktet
   Der ligger meget intuitivt i hvor en app ligger på telefonen, og hvordan den ser ud. Folk som jeg selv lader vel blikket glide over sin Iphone mellem 50-100 gange dagligt, og så ved man bare at man går efter den blå app, den brune eller den gule. Hvis man overhovedet behøver at kigge fordi man i søvne kan lade glide fingeren over låseskærmen og ramme ikonet fordi man er så vant til at trykke netop der. Og så findes der faktisk selv ganske begavede mennesker, der farvesorterer deres apps. De er nu helt lost.
4. Det rammer ikke eliten
   Instagram er fyldt af halvdårlige billeder af børn, landskaber og mad med for meget filter. Men det er også tøjmærkers, designeres, fotografers og andre æstetikeres visuelle legeplads og udstillingsvindue. Men nu ligner designet noget, der er lavet i et skoleprojekt i provinsen eller en batik t-shirt købt på stranden i Goa. Det kommer nok ikke til at betyde noget i længden, for Instagram er for vigtig en platform for den kreative industri, men det er nok ikke i dets originale form, at vi får logoet at se på gennemdesignede web sites og andre steder, hvor Instagram-brandet optræder i dag, og så misser man den markedsføring.
5. Det skaber international bad will
   Et enkelt blik på Twitters #instagramlogo siger det hele. Der indkommer tweets hver 30. sekund, hvor brugerne kritiserer det nye logo. Bevares, der er også folk, der synes om det. Men alt den postyr har ingen virksomhed brug for – især ikke når det er et skridt man selv har taget. De vil nok ikke kalde det en krise i Instagram headquarters, men det kan sammenlignes lidt med den bruger-utilfredshed som Twitter fik at føle, da man ville lave om på begrænsningen på de 140 tegn. Noget virksomheden i iøvrigt trak tilbage i marts 2016.

Måske er det hele bare en spøg. Måske er farveladen bare et stunt, der skal få os til at at lægge mærke til, at der nu er et nyt design i hele app´en og iøvrigt i Hyperlapse, Boomerang og Layout, der er Instagrams mindre kendte søskende.

Jeg tror det ikke. Jeg tror det er et vildskud som Instagram kommer til at lave om.

Logoer fra Instagram, Layout, Boomerang og Hyperlapse.

Momentet er iøvrigt – trods det nye logo – på Instagram.

I går var der pokalfinale mellem FCK og AGF, og det en af de dage i Parken jeg vil huske.

Jeg har altid været fan af FCK, og har fulgt klubben siden starten i 1992. Så der har været mange store kampe og mange op – og nedture. Nu har jeg sæsonkort til nedre c, hvor mange af de, der altid har fulgt klubben har sæde, og derfor får jeg set flere kampe live end tidligere.

Vi er en god flok bestående af mænd – og en enkelt kvinde – på min egen alder, og som alle har børn og nok at se til i hverdagen, så det er altid en fornøjelse at få sunget lidt sange og set noget fodbold sammen.

I går var der så brag mellem klubberne i landets to største byer i pokalfinalen. Vi var forvist fra vores sædvanlige pladser, og må se kampen bag det ene mål og højere end vi plejer. Men til gengæld var der en helt særlig stemning, og mere røg og damp end der plejer at være.

Det har min gode ven (og FCK-fan), fotograf Teis Bruno heldigvis indfanget, så du kan få lidt af stemningen fra braget.

Kampen er i gang. Romerlys, flag, balloner og konfetti. Perfekt pokalstemning i Parken.

Ok, vi kunne ikke se de første fem minutter af kampen for røg, og det nev lidt i luftvejene, men det satte nu bare en særlig scene.

Flag og bannere ser nok bedst ud på afstand. Her min udsigt i dele af kampen..

I anden halvleg brød forårssolen frem bag Parkens betonmure, og 2-1 sejrsmålet blev scoret et kvarters tid før tid, hvor jublen kunne bryde løs. Her tiljubles spillerne efter kampen.

Håneretten er på vores side, og vi forlader Parken med oprejst pande, og tro på, at FCK om et par uger også kan kalde sig danmarksmester 2016.

Se sammendrag fra kampen her.

Der er mere end to millioner danskere, der streamer musik fra fx Tidal og Spotify og tallet er i kraftig vækst. Alene fra 2014 til 2015 steg antallet af danskere, der streamer med 750.000. Det viser en undersøgelse fra de nordiske rettighedsorganisationer på musik-området.

Men hvad skal du så vælge at bruge dine streaming-penge på, og hvilke parametre skal være afgørende?

Der er stor forskel på musikstreaming-tjenesterne. Og selvom det virker som et fedt om du vælger Spotify, Tidal, Apple Music eller noget helt tredje, så er der god grund til – for den bevidste forbruger – at tænke sig om.

Lad os tage to af de store streaming-tjenester Tidal og Spotify som begge oprindeligt er skandinaviske virksomheder. Hvor Spotify vel nærmest har haft status som musiktjenesternes Google, er Tidal kommet på markedet med andre dyder – fx bedre bæredygtighed for de kunstnere, der leverer musik til tjenesten.

 [maxbutton id=”2″]

Men der er også mange steder tjenesterne er ens. Hvis du ikke er ægte lyd afficionado og ligesom jeg ikke kan kende forskel på hi-fi og loseless hi-fi, så er der ikke den store forskel på Tidal og Spotify i premium-versionen, hvor begge tjenester koster 99 kr. om måneden. Hi-fi klubben har dog forrige år lavet en interessant sammenligning på diverse parametre, herunder på lydkvalitet.

I brugerflade og design er der også mange ligheder måske med en lille fordel til Spotify på design, mens Tidal efter min mening har en lidt mere overskuelig håndtering af album og playlister end Spotify,

Flere penge til kunstnerne
Mens begge tjenester siger de har omkring 30 millioner musiknumre på deres tjenester (jeg har ikke talt), er det heller ikke der man kan finde den store forskel.

Men der er til gengæld stor forskel på, hvor meget kunstnerne får i betaling for at blive streamet. Det er nedslående nyt for den skabende klasse lige meget hvad. Men amerikanske dataanalyser viser, at der også er stor forskel på, hvad udbyderne betaler kunstnerne, og dermed, hvor meget de er med til at finansiere produkterne.

I en fantastisk infografik fra Information Is Beautiful er forskellene oplistet. I grove træk kan man sige, at bæredygtighedslisten ser sådan ud fordelt på de tjenester, der bruges i Danmark.

1. Google Play
2. Tidal
3. Apple Music
4. Deezer
5. Spotify
6. Youtube

Hvor kunstnerne hos Google Play og Tidal får 0.0073 dollar og 0.0070 dollar pr. afspilning, er dette beløb helt nede på 0.0011 dollar pr. afspilning hos Spotify.

Omregnet til, at den månedlige mindsteløn for en soloartist i USA er så lav som på 1260 dollars (8160 kr. !), skal en sang afspilles 180.000 gange på Tidal for at nå dette beløb, mens kunstneren skal streames over 1,1 mio. gange på Spotify for at nå mindstelønnen.

Og her taler vi slet ikke om YouTube, der er den store synder, og som næsten ikke betaler kunstnerne noget for at blive afspillet på tjenesten. Her skal man spilles 4.5 mio. gange blot for at nå den anbefalede mindsteløn i USA. (Kilde: se grafik fra Information is Beautiful)

Mere eksklusivt indhold

Så der er god grund til, at en række kunstnere ikke ønsker at have deres musik på Spotify. Eksempelvis har nyligt afdøde Prince ikke sin musik på Spotify ligesom flere andre af poppens største udgiver eksklusivt til konkurrenten Tidal. Således har både Beyoncé for nylig udgivet sit ”Lemonade” album inklusiv full time video format på Tidal, mens Kanye West har udgivet sit ”Life of Pablo” album eksklusivt på Tidal, der kan brande sig på at have unikt indhold.

Det hjælper selvfølgelig, at Tidal ejes af en række af disse kunstnere med Jay-Z i spidsen, men det siger nok også noget om, at Tidal ud over at være en forretning, er (de store) kunstneres forsøg på at tage kontrollen over deres indtægter på streaming tilbage.

De fleste af disse, og ikke mindst alle de mindre kunstnere, der dårligt har en indtjening ved at blive streamet, ønsker sig muligvis tilbage til de gode gamle CD-dage.

Her viser tallene fra Information Is Beaufitul nemlig, at en ’selvdistribueret’ almindelig CD ville indbringe kunstneren 12 dollars (100 % af indtægterne), mens den ville indbringe 2.74 dollars hvis den har været igennem detailhandlen. Et album du downloader på Itunes indringer i øvrigt kunstneres ca. 2.30 dollars for et album til 10 dollars.

Der er nok at tænke over når du køber din musik. Jeg håber, at fremtiden vil sikre bedre forretningsmodeller for kunstnerne på streaming-tjenesterne, og jeg håber, at flere forbrugere vil give det en tanke, om man kan være mere bæredygtigt, og gøre en forskel i det små, når nu man har muligheden.

Jeg ved godt, hvad jeg vælger.

The Girlfriend Experience er historien om den unge, smukke jurastuderende Christine Reade, spillet af Riley Keough, der starter en karriere som escort-pige i New York. Hurtigt bliver hun attraktivt selskab for velhavende advokater og forretningsmænd, og hurtigt roder hun sig ud i problemer – og så er det plot hjemme, og starten på en semi-dramatisk tur gennem 13 afsnit kan begynde.

Serien bygger på filmen The Girlfriend Experience fra 2009 og som er instrueret af Steven Soderberg. Ligesom i filmen , bliver den unge kvinde centrum for magtspil, intriger og begær i en verden, hvor det koster 2000 dollars for en times selskab, hvor millionærer testamenterer deres formuer væk og højtprofilerede advokaters karrierer lægges i ruiner efter mødet med kvinden i midten.

Det er korte afsnit i The Girlfriend Experience, godt 25 minutter. Og sådan er en hel sæson på 13 afsnit hurtigt set. Genremæssigt er vi ovre i advokatserien Suits, der møder The Affair. Hele setuppet foregår – undtaget på få andre locations – i stilrene, kliniske miljøer i up street New York. Det er flotte billeder hele vejen igennem, og har man det ikke i forvejen får man i hvert eneste afsnit lyst til at sidde på en god frokostrestaurant på Manhattan og sippe kold hvidvin.

I serien går det selvfølgelig ikke med dobbeltlivet for Christine Reade. Hun bliver hurtigt nødt til at vælge, hvilken vej hendes liv skal gå, og fristet af de hurtige penge og dyre vaner, kaster hun sig ud i indbringende seksuelle eksperimenter og konflikter med de mænd hun møder på sin vej. Det bliver ikke kun til et æstetisk , let karikeret indblik i rige mænds seksuelle fantasier, det bliver også til en skæbnefortælling om en ung kvinde, der tager et valg og sagerne i egen hånd.

The Girlfriend Experience er hverken morsom eller sådan rigtig dramatisk. Det er heller ikke en meget dyb serie, hvor vi kommer tæt på bi-personerne, og det gør at man godt nok bliver fanget af historien, men ikke hooked på samme måde som fx i The Affair, hvor det næste afsnit helst hele tiden skal ses med det samme. På den måde bliver det let fordøjelig underholdning, men hvor man alligevel tænker, at det ville være helt ok med en sæson 2, hvor Christines person måske kan foldes mere ud, og fortællingen stå lidt stærkere.

The Girlfriend Experience kan blandt andet ses på Starz.

Vinyllegetøj til mange hundrede kroner – måske endda mange tusinde kroner. Og så må børnene ikke engang lege med dem, de japanske bearbricks. Her kan du få et indblik i, hvorfor selv mænd på snart 40 år, kan blive besat af plastlegetøj.

Bearbricks er japansk designer legetøj, og såkaldte ‘collectibles’. Det er små ‘bjørne’, der for det meste laves i vinyl og som udigives af den japanske virksomhed Medicom Toys. Den første bearbrick blev udgivet i 2001 og siden da har det været samleobjekt for både designinteresserede, legetøjssamlere og andre med interesse for (japansk) popkultur.

Bearbricks udgives på to måder:
1) i serier af ‘blindboxes’ to gange årligt. I 2015 udkom serie 31. I hver serie er der både en “horror” bearbrick, en “art bearbrick” en “cute”, et flag og et dyr samt en eller flere kommercielle udgivelser.

2) Som kollaborationer mellem forskellige virksomheder – fx modehuse, filmselskaber og andre virksomheder, der udgiver eksklusive bearbricks i få eksemplarer.

Det er særligt disse ‘limited editions’, der er rift om blandt samlere, og de mest eftertragtede sælges for mange tusinde dollars på Ebay.

En 100 % og en 400 % Star Wars bearbrick

Selv har jeg samlet på bearbricks i tre-fire år. Hvordan det startede husker jeg ikke, men det blev hurtigt en lidt nørdet hobby med at lære markedet at kende, finde de flotteste og begynde at købe nogle for at lære, hvad det kan betale sig at gå efter og hvilken stil man går efter. Der er næsten 3000 forskellige i alle mønstre, farver og udtryk at vælge i mellem.

Forskellige størrelser – og forskellige priser
Bearbricks kommer i forskellige størrelser, og måles i %. Den type, der er flest af, er 100 % bearbricks. De måler syv centimeter. Bearbrick 400 % er 28 cm høje, og den største bearbrick på 1000 % er 70 centimeter høj.

Samlere går oftest efter 400 % – måske fordi det er dem de største brands oftest laver i limited editions.

Nogle af de mest værdifulde bearbricks kommer fra den kendte street art kunstner KAWS. Brian Donelly som kunstneren bag hedder, har designet og udgivet en serie af de mest kendte bearbricks, der i 400 % koster omkring 8000 kroner på Ebay. Der er dog langt op til de allerdyreste udgaver, der er lavet i ganske få editions som sælges for over 40.000 dollars. De er ofte lavet af enten træ, stål, aluminium eller andet materiale end vinyl.

Jeg har desværre ikke en af dem, selvom det ville være en god pensionsopsparing…

I høj kurs i modebranchen
Der laves et utal af collabs mellem Medicom Toy og virksomheder, der ønsker at bruge bearbricks i deres markedsføring, og på den måde bliver vinylfigurerne en avanceret viral del af virksomhedernes kampagner.

Store koncerner som som Pepsi, Nike og Disney udgiver bearbricks ligesom bands som Kiss, House of Pain og senest Daft Punk har udgivet figurer. Men særligt modehusene har en faible for bearbricks, og det er da også særligt i street wear butikker og andre upscale tøj – og designbutikker, at man kan købe des små vinylfigurer.

Luksusbrands som Gucci, Commes des Garcons, Chanel og Anna Sui har udgivet bearbricks, men også street wear labels som Mr. Porter og A Bathing Ape har brugt bearbricks for at skabe hype om deres produkter. Det er særligt denne sidste kategori af samarbejder mellem Medicom og modebrands jeg synes er interessant, og oftest går efter.

Danmark halter efter

Der er også et par danske brands, der har udgivet bearbricks. Både Wood Wood og Helly Hansen har udgivet figurer ligesom der er udgivet en bearbrick med mønster af møbeldesigneren Verner Panton.

Grunden til, at få danske virksomheder ikke har valgt at lave samarbejder med Medicom er naturligvis, at fænomenet ikke er særlig udbredt i Danmark. Der er få danske samlere, og få steder ud over på nettet man kan købe bjørnene. Faktisk er det så vidt vides kun i Wood Wood man kan købe bearbricks – og det er blind box serierne, der er mere mainstream og derfor også billigere (ca. 50 kr. pr stk). Det kunne være sjovt hvis flere danske brands kastede sig ud i forsøg med at bruge bearbricks som eksklusivt add on til deres produkter.

Fordi der ikke rigtig er danske butikker eller webbutikker, der sælger bearbricks, må interesserede danskere starte på nettet, og fx forsøge sig frem på Ebay. Mon ikke jeg senere skriver en guide til at komme i gang som bearbrick samler.

Coverbilledet her er af en 100 % Kill Bill bearbrick udgivet som en eksklusiv promoveringsgenstand i forbindelse med DVD-præmien på Tarrantinos film og en bearbrick fra det japanske street wear label A Bathing Ape.

Adidas Originals har gennem de seneste måneder lanceret hele 36 forskellige Adidas NMD Runners. Og det med stor succes. Langt de fleste modeller i alle størrelser er revet af hylderne.

NMD lanceres som limited edition sneakers, og der har derfor være run på at købe dem når de er blevet released fra Adidas´egen hjemmeside.

Hvor nogle er blevet lanceret og solgt direkte fra Adidas´ egen webshop, er andre blevet lanceret i sneaker butikker forskellige steder i verden. Og en af modellerne er endda lanceret eksklusivt for Footlocker.

Jeg fik fat i dette par Black Geometric Camo og et par Triple White.

Jeg glæder mig til det bliver lidt mere forår, så de for alvor kan luftes.

De fleste af NMD-modellerne kan ses her.